Studenterrådet søger BW koordinator 2018

BeretningsWeekend (herefter BW) er et arrangement for de personer, som har udført et kæmpe stykke arbejde for at få Rusvejledningen 2018 til at lykkes; universitetets rusvejledere, lakajer, rusformandskabet og Studenterrådets formandskab. BW markerer hvert år afslutningen på rusvejledningen, og har til formål belønne  årets rusvejledere, rusformandskabet og lakajer, for deres kæmpe indsats inden og under studiestarten 2018.

Stillingen som BW-koordinator kan udfyldes af én eller flere personer, der sammen med en frivillig arrangørgruppe skal planlægge og afvikle BW.

Opgaven som BW-koordinator indebærer ansvaret for at planlægge alt lige fra lokalitet og tidspunkt for arrangementet (skal dog ligge i oktober), til at udfylde weekenden med passende aktiviteter. Konceptet for BW såvel som arrangementets indhold og tidspunkt afstemmes løbende i samarbejde med Studenterrådets formandskab. Der lægges vægt på, at alle deltagere på BW føler sig godt tilpas og underholdt, men derudover er der meget frie rammer, for hvordan arrangementet kan planlægges og afvikles. BW skal afholdes inden for de midler som RUC afsætter og du skal som BW-koordinator derfor opstille et realistisk budget, som du løbende skal følge op på og aflægge regnskab for.

Det forventes derudover, at du som BW-koordinator:

-  Er god til at samarbejde samt er åben og imødekommende overfor andre og deres input

- Kan håndtere stressende situationer.

- Har et godt organisatorisk og økonomisk overblik.

- Kan forvalte og overholde det tilknyttede budget og afslutte regnskabet i 2018.

- Udarbejder en beretning til brug for fremtidige BW-koordinatorer.

- Har mulighed for at få kendskab til rusvejledningen på RUC eller har det i forvejen, da det er denne målgruppe BW skal afholdes for.

Som BW-koordinator kan du forvente at:

- Tilegne sig erfaring med projektledelse, økonomistyring, kommunikation og eventmaking.

- Kontorplads hos Studenterrådet, da en stor del af arbejdet kan finde sted på RUC.

- Studenterrådets sekretariat løbende vil være behjælpelige med organisatorisk bistand såvel som konstruktiv drøftelse af forløbet.

- Et samlet honorar på 8.000 kr. er der flere koordinatorer deles honoraret blandt disse.

- Mulighed for at få en anbefaling efterfølgende, hvis dette skulle have interesse

Såfremt det har interesse, kan du/I sende en (samlet) skriftlig ansøgning med relevant CV til Louise@studenterraadet.dk med “Koordinator for BeretningsWeekenden 2018” i emnefeltet senest onsdag d. 25.april kl.23.59. Ansættelsessamtaler vil finde sted i uge 18 og evt. i uge 19. Samtalerne vil finde sted på RUC.

Ansøgning skal indeholde dit/jeres bud på, hvordan du/I påtænker at planlægge og organisere årets BW. Derudover bør du/I have særligt fokus på hvilke kompetencer og erfaringer, du/I har inden for ledelse, økonomistyring og planlægning. Som det sidste skal der vedlægges et forslag til en arbejdsplan og et foreløbigt budget.

Har du/I spørgsmål til ovenstående, så kontakt Studenterrådets næstforkvinde, Louise Provstgaard, på + 45 22 70 44 10 eller Louise@studenterraadet.dk

Studenterrådet er en interesseorganisation for de studerende på RUC, der er uafhængig af partipolitiske interesser og har til formål at varetage de studerendes studentersociale, studenterfaglige og studenterpolitiske interesser. Vi repræsenterer de studerende i RUC’s styrende organer og arbejder for bedre studentervilkår på RUC og i resten af samfundet.