Studenterrådet søger hovedkoordinator til Roskilde festival 2019

Er du vild med Roskilde Festival? Er du klar på at lede og organisere 200 menneskers arbejdsindsats i en uge? Kunne du tænke dig at komme ind under huden på Danmarks største kulturelle event? Så skulle du søge jobbet som Studenterrådets hovedkoordinator på Roskilde Festival 2019!

Som hovedkoordinator får du mulighed for at udvikle dine evner som organisator og leder i et levende miljø som en del af Studenterrådets sekretariat. Du vil sammen med et medlem af Studenterrådets forretningsudvalg være med til at ansætte dine medkoordinatorer, og sammen med dem udvikle, planlægge og udføre arbejdet for Studenterrådets frivillige på Roskilde Festival 2019.

Før d. 1. februar vil du have ansvar for:

-          At indsamle informationer fra, og deltage i møder med Roskilde Festival.

-          Opsætte budget.

-          Ansætte dine medkoordinatorer i samarbejde med en repræsentant for Studenterrådet.

Efter d. 1. februar vil du indgå i et tæt samarbejde med dine medkoordinatorer og have ansvar for:

-          At udvikle og organisere rammerne for de ca. 200 frivillige, I mobiliserer op til festivalen.

-          At støtte dine medkoordinatorers arbejde.

-          Holde overordnet kontrol med diverse forberedelser, rekruttering samt overholdelse af diverse deadlines.

-          At være til stede og løse administrative opgaver under festivalen.

Som koordinator for Studenterrådet får du mulighed for at udvikle og teste dine evner indenfor projektledelse, idéudvikling, ledelse og organisering af frivillige. Du kommer desuden til at erfaringsudveksle med tidligere koordinatorer, og vil være tilknyttet en kontaktperson fra Studenterrådet.

Du vil sammen med dine medkoordinatorer kunne tilrettelægge dit arbejde på selve festivalen, så hvornår du arbejder er fleksibelt, og der vil være mulighed for at høre musik og være sammen med dine venner. Dog er det endelige ansvar jeres som koordinatorer, og det er jer, der skal springe til, hvis der er behov for det.

Stillingen er en projektansættelse, der afsluttes, så snart I har skrevet en samlet evaluering efter afviklingen af Roskilde Festival, og I har afsluttet regnskabet. Som hovedkoordinator vil du få et honorar på 10.500 kr., en anbefaling, som kan pynte på CV’et samt en masse brugbare erfaringer.

Vi forventer:

-          At du er udadvendt og kan engagere mennesker omkring dig.

-          At du har et netværk på RUC, der kan hjælpe dig med at løse opgaven.

-          At du kan arbejde struktureret og selvstændigt.

-          At du har kørekort til bil.

Det kan du forvente:

-          Et studiejob med udfordringer og spændende arbejdsopgaver.

-          Et studiejob som giver erfaringer med organisering, mobilisering, ledelse.

-          Et honorar på 10.500 kr.

-          Indflydelse på udviklingen af at være frivillig med Studenterrådet på Roskilde Festival

Send en skriftlige ansøgning og relevant CV til signe@studenterraadet.dk senest mandag d. 16. november 2018 kl. 12.00, hvis du er interesseret. Ansættelsessamtaler vil blive holdt i uge 44 eller 45. Tiltrædelse hurtigst muligt herefter.

Studenterrådet er en ikke-religiøs organisation for de studerende på RUC, der er uafhængig af partipolitiske interesser, og har til formål at varetage de studerendes studentersociale og studenterpolitiske interesser. Vi repræsenterer de studerende i RUC’s styrende organer og arbejder for bedre studentervilkår på RUC og i resten af samfundet.